Lydbøger

Klassiske perler

Brødrene Homer og Langley er født ind i en rig New York familie, men allerede som teenager mister Homer synet, og Langley vender hjem fra 1. verdenskrig med ødelagte lunger. Da de samtidig mister deres forældre i den store influenzaepidemi, synes de helt uegnede til at klare den nye tid.
I forældrenes fornemme, efterhånden noget forsømte herskabsvilla lever den tolerante, følsomme Homer og den excentriske opfinder og samler Langley deres eget isolerede liv på kanten af samfundet. Selvom brødrene stort set ikke forlader huset, ser Doctorow selv romanen som en slags "road novel", idet den amerikanske udvikling fra 30-ernes forbudstid med gangstermiljø op til tressernes hippiemiljø passerer gennem deres hus og liv.

Homer og Langley

E. L. Doctorow
Homer og Langley

Download

Oversat fra engelsk af Claus Bech

Indtalt af Bent Otto Hansen

7 timer og 33 min.,   Vejledende pris 169 kr.

Download lydbogen fra en af de angivne forhandlere, se Bestilling

Lydprøve (Kapitel 1, 1 min 15 sek)
Romanen bygger i fri fiktion på de berømte Collyer brødre, der isolerede sig fra omverdenen og i en sand samlermani fyldte deres patriciervilla med aviser og rariteter i tonsvis, blandt andet en Ford T, en gaslysekrone, kalechen til en hestevogn og utalligt andet. Ved deres død var det kun muligt at komme frem gennem smalle passager af aviser og skrammel, og indgangene var flere steder mineret med fælder for at holde uvedkommende ude. Det tog 17 dage at rydde huset og finde liget af den sidste bror. Brødrenes liv har inspireret til en række bøger, et teaterstykke og benævnelsen af en sygelig samlermani som "brødrene Collyer syndromet". Eftertiden har betragtet brødrene som gale, mens Doctorow i sin fremstilling forsøger at forstå dem som mennesker, der gennemlever en historisk tid. Doctorow ser selv romanen som en slags "road novel".
"Det viser sig, at verden ikke vil lade dem I fred - andre trænger sig ind på deres privatliv, som om vejen går gennem dem. Angående deres samlermani betragter jeg dem som museumsinspektører for deres eget liv og tid, og deres hus som et museum over alles liv. … Jeg gør dem til to brødre, som stod af civilisationen og trak verden med sig." - E. L. Doctorow, Amazon.com

Danske anmeldelser

"E. L. Doctorow viser igen, at han mestrer blandingen af fiction og dokumentar. Ud over at fortælle en god historie sætter han nogle amerikanske myter i perspektiv. … en dybt gribende historie om tab, kærlighed og loyalitet."
- Lars Ole Sauerberg, Jyllands-Posten (Se hele anmeldelsen)

"E. L. Doctorow har givet os endnu en fabelagtig roman, der befinder sig i grænselandet mellem fiktion og dokumentarisme. Denne gang handler det om de excentriske Collyer-brødre. … Doctorow skriver ikke om virkeligheden, men lader Homers virkelighedsforståelse komme til orde i et blændende portræt, der vælger sympatiens og ikke fordømmelsens eller udstillingens sti."
- Per Krogh Hansen, Berlingske (Se hele anmeldelsen)

"Med den blinde Homer som fortæller af deres stillestående odyssé udfolder Doctorow en bevægende saga om det turbulente 20. århundrede set fra et absolut stillestående udsigtspunkt.
- Kim Skotte, Politiken (Se hele anmeldelsen)

"Den amerikanske mesterfortæller E. L. Doctorow har skrevet en lile romanperle om de autentiske - og stærkt excentriske - brødre Collyer fra New York, … Romanen er fortalt af den blinde bror Homer, og Doctorow er eminent til at skildre, hvordan den blinde mand erfarer sine omgivelser i tæt kontakt med broderen, Langley. … Rørende."
- Frank Sebastian Hansen, Ekstra Bladet, 19/6 2011

"Homer og Langley er en nydelse at læse, faktisk virker den lidt for kort i lyset af alt det Doctorow har på hjerte, og den rummer smukke poetiske billeder og øjeblikke af stor ømhed mellem brødrene."
- Michael Bach Henriksen, Kristeligt Dagblad, 30/6

"Excentrisk vingefang. E. L. Doctorow har med sin fiktive version af Collyer-brødrenes samlermani skevet et skævt, begavet mesterværk, der med stor poetisk, empatisk og humoristisk kraft går rent hjem."
- Nanna Goul, Weekendavisen, 8/7 2011

"Homer og Langley kan i sin gotiske pragt og med sin klaustrofobiske atmosfære nydes som en homage til Edgar Allan Poe"
- Tonny Worm, Information, 15/7 2011

"… en inciterende lille roman med et stort og originalt episk anslag."
- Tonny Worm, Euroman, august 2011

"Vi har nok her en mulig moderne klassiker"
- Beth Høst, Lektørudtalelse, uge 27 2011

Udenlandske anmeldelser

"Doctorow, hvis hylde med litterære trofæer nu må være overfyldt, leverer et lille, men medrivende mesterværk om de berygtede New Yorker-eremitter, brødrene Collyer. … Doctorow`s bedrift er, at han ikke underminerer værdigheden hos de to brødre … Det er et kunststykke i koncentrering, vision og sympati." - Publishers weekly

"Bemærkelsesværdig ... en poleret juvel" - Observer

"Doctorow maler med bred historisk pensel, idet han forestiller sig Collyer-brødrene som vidner til Amerikas drøm og udvikling i det 20. århundrede; dog er bogens mest bevægende passager de stille øjeblikke, hvor brødrene nyder at indånde en kølig morgenluft og hinandens tragisk ensomme selskab." - O Magazine

"Doctorow udøver sin sædvanlige magi, når han levendegør historien og spækker den med foruroligende implikationer." - Book Page

"Troldmandsagtigt præsenterer Doctorow en genial, uafrystelig odysse, som folder sig ud i en labyrint bygget af efterladenskaber fra krigen og samfundets overflod." - Booklist

"Med mesterligt overblik har Doctorow pakket denne fortælling med episoder af eksistentiel undren, som fanger brødrene i al deres fascinerende særhed" - Elle

"Fortræffelig skrivekunst, en ekstraordinær historie og en charmerende, ironisk holdning til livet og alle dets besværligheder" - Independent on Sunday

Om forfatteren

Edgar Lawrence Doctorow f. 1931 regnes blandt nutidens største amerikanske forfattere, og hans værker er oversat til over 30 sprog. Hans forfatterskab er meget omfattende. Han har i sine romaner dyrket grænseområdet mellem dokumentarisme og fiktion og fik sit gennembrud i 1971 med The Book of Daniel (da. 1977) om retssagen mod de spionagesigtede Julius og Ethel Rosenberg og dens efterspil. I hans vel nok bedst kendte, Ragtime (1975, da. 1976; filmatiseret af Milos Forman i 1981), færdes historiske personer som Henry Ford, Harry Houdini, Emma Goldman og Sigmund Freud i en historie, der konfronterer sort og hvid, rig og fattig i USA i begyndelsen af 1900-tallet. Doctorow er en af de mest prisbelønnede amerikanske forfattere. Han har vundet seks fornemme amerikanske priser og været finalist til Pulitzerprisen to gange og var senest finalist til Man Booker prisen i 2009 med Homer og Langley. Udover Ragtime er også Billy Bathgate (1989) filmatiseret i 1991 med Dustin Hoffman og Nicole Kidman, The book of Daniel (1971) blev filmatiseret i 1983 af Sydney Lumet, og debutromanen fra 1960 Welcome to Hard Times blev filmatiseret i 1967 af Burt Kennedy med Henry Fonda i hovedrollen.

Referencer

New York Times interview af Doctorow om Homer and Langley: Doctorow

» Homer og Langley som bog

» Tilbage til oversigten