Lydbøger
Fjodor M. Dostojevskij: Hvide nætter
Hvide nætter er fra Dostojevskijs ungdomsår og er skrevet i 1948 umiddelbart før han dømmes til 8 års forvisning til Sibirien for revolutionære aktiviteter. Romanen er i sin yndefulde lyriske og æteriske tone enestående i forfatterskabet. Det er en dybtgående analyse af den romantiske drømmer og en af de smukkeste kærlighedshistorier i verdenslitteraturen. Dens popularitet understreges af ni filmatiseringer verden over
Fjodor M. Dostojevskij: Godset Stepantjikovo
Centralt i bogen står snylteren og hykleren Foma Fomitsj Opiskin, der i mange år har ageret tjener og herregårdsnar for en kynisk general, der ydmygede og nedværdigede ham. Da generalen dør, flytter Foma, sammen med generalens enke og en række andre snyltere, ind på godset Stepantjikovo, der ejes af generalindens søn: den godmodige oberst Jegor Iljitsj Rostanjev. Med sin tilsyneladende høje intellektuelle dannelse og veltalenhed lykkes det hurtigt Foma at forblinde godsets beboere og gøre dets ejer til sin marionetdukke. Fomas årelange forkuelse har gjort ham hævngerrig, magtsyg og ondskabsfuld, og som hustyran på Stepantjikovo ydmyger og nedgør han dets beboere, præcis som han selv blev ydmyget og nedgjort.
Jane Austen: Fornuft og følelse
Elinor og Marianne Dashwood er søstre, men besidder vidt forskellige personligheder. Elinor er rolig, velovervejet og behersket. Marianne er lidenskabelig, umiddelbar og dramatisk. Fornuft og følelse. Begge søstre havner kort efter hinanden i dybe, men udsigtsløse forelskelser. Deres reaktion på situationen er naturligvis som nat og dag, og de må begge gennemgå ydmygelser, svigt og bristede illusioner. Oplevelserne sætter sig dybe spor, ikke mindst hos Marianne, der må revidere sit syn på livet og kærligheden.
Henrik Pontoppidan: Lykke-Per
Nobelpristageren Henrik Pontoppidans berømte udviklingsroman om præstesønnen Per Sidenius, der gør oprør mod det traditionsbundne og livsforsagende, religiøse miljø, han vokser op i. Han kapper familiebåndene og drager til København og kaster sig over det naturvidenskabelige studium for at realisere sine store projekter og drømme. Per tror på sig selv og får via sin forlovelse med Jacobe indpas i indflydelsesrige kredse med mulighed for at realisere de store ambitioner. Men så melder fortiden sig, og Per kastes ud i en eksistentiel krise.
John Banville: Havet
Kunsthistorikeren Max Morden er vendt tilbage til den kystby, hvor han tilbragte sine ferier som dreng - en retræte fra den sorg, vrede og tomhed, han føler, efter at hans kone nylig er død af kræft. Men det er også en tilbagevenden til det sted, hvor han som 10-11 årig mødte den velhavende ferierende Grace-familie og første gang oplevede kærlighed, sex og pludselig død.
Sebastian Barry: Det hemmelige skrift
Roseanne McNulty nærmer sig 100 år og er stadig på det psykiatriske hospital i Roscommon, hvor hun blev indlagt som ung. Nu nærmer tiden sig, hvor hospitalet må lukke, og Roseannes læge, Dr. Grene, har ansvaret for at fortælle det til sin patient. Gennem henholdsvis Roseannes og Dr. Grenes dagbøger udfoldes Roseannes tragiske livshistorie for læseren. Det hemmelige skrift er en roman om fordomme, brudte løfter, svigt og hævn, og som det er tilfældet i alle Barrys romaner, spiller Irlands dramatiske historie en stor rolle.
Maria Parr: Tonje Glimmerdal
Tonje er ligesom Pippi Langstrømpe en krudtugle og vokser op som eneste barn i Glimmerdalen. Hendes bedsteven er den 74-årige spillemand Gunnvald. Han bygger en ratkælk, så Tonje kan suse hele vejen ned til fjorden, og han spiller violin så Glimmerdalen fyldes af mirakelmusik, men han har en hemmelighed, der sætter deres venskab på en alvorlig prøve.
Hjalmar Söderberg: Doktor Glas
Doktor Glas er en psykologisk roman i dagbogsform om en velanset stockholmlæge, der myrder en ældre præst, som under påberåbelse af religionen underkuer sin unge kone erotisk.
Jane Austen: Northanger Abbey
Catherine Morland er en naiv, men godhjertet 17-årig pige, der af sine forældres barnløse naboer bliver inviteret til Bath, hvor hun gør sin debut i middelklassens selskabsliv. Catherine finder hurtigt en veninde i Isabella Thorpe, som hun deler en ivrig fascination for gotiske romaner med. Hun fatter ligeledes hurtigt interesse for den intelligente og vittige Henry Tilney og udvikler senere et venskab med hans søster, Eleanor Tilney, der resulterer i en invitation til familiens hjem: Northanger Abbey. På det gamle abbedi sprudler Catherines livlige fantasi, der er påvirket af tidens gotiske romaner (datidens svar på nutidens krimier), men da hun af Henry konfronteres med sund fornuft, indser hun sandheder, som hun før har været blind overfor.
J.P. Jacobsen: Mogens og andre noveller
Samlingen omfatter novellerne Mogens, Et Skud i Taagen, To Verdener, Der burde have været Roser, Pesten i Bergamo og Fru Fønss.
De gennemgående tematikker i J.P. Jacobsens forfatterskab er uvirksomt drømmeri, melankoli, drift, død og tro. Forfatterskabet var nyskabende ved at beskæftige sig med og give et indblik i det underbevidste sjæleliv og det modsigelsesfyldte driftsliv og hans værker virker fortsat moderne og fængslende.
Henrik Pontoppidan: Et Kærlighedseventyr
Præstekonen Ingrid lever i et fredfyldt borgerligt ægteskab med sin noget ældre mand og to små drenge. På et kurophold i København gribes hun af lidenskabelig kærlighed til den indesluttede og stridbare filosof Dr. Vadum og forlader mand og børn for at følge Vadum til Schweitz. Mørkemanden Vadum blomstrer op under Ingrids kærlighed, men hun er splittet mellem sin lidenskab og sin skyldfølelse og savnet af drengene.
Henrik Pontoppidan: Den kongelige Gæst
Et lægeægtepar lever på sjette år i landlig vaneidyl med tre små børn. En tryg og hyggelig tilværelse om end noget triviel. Men fastelavnsaften bryder "Prins Karneval", i form af en ukendt festklædt gæst med bohemeagtige manerer, ind i det ægteskabelige paradis og vækker ægteparrets ungdommelige minder og slumrende lidenskaber. Denne vækkelse sætter sig varige spor i ægtefællernes forhold; de vante rammer er blevet sprængt, og den stille idyl er blevet inficeret med urovækkende lidenskaber.
J.P. Jacobsen: Fru Marie Grubbe
Fru Marie Grubbe fortæller om 1600-tallets historiske adelsfrue, Marie Grubbe og hendes helt usædvanlige liv, hvor hun bevidst bryder sit ægteskab med Frederik IIIs søn Ulrik Frederik Gyldenløve og forlader sin privilegerede stilling ved hoffet for at realisere sine erotiske drifter og leve et ægte liv i overensstemmelse med sin natur sammen med den simple ladefoged Søren. Hun ender sine dage som fattig færgekone, men uden fortrydelse eller beklagelse.
Joachim Førsund: Jeg kunne finde hjem i blinde
Jeg kunne finde hjem i blinde er et bevægende portræt af forholdet mellem en søn og hans mor og samtidig en burlesk komedie om liv og død, der kan minde om Anne B. Ragdes bøger.
"… en letlæst og morsom roman, der ikke desto mindre har noget på hjerte." - Jens Eichler Lorenzen, Fyens Stiftstidende
Judith Hermann: Alice
Alice består af fem fortællinger om døden, hvor Alice oplever, genoplever eller bearbejder en mandlig vens, et mandligt familiemedlems eller en mandlig samlevers død.
"Et lille under af en bog." - Thomas Thurah, Politiken. 6 hjerter
Henrik Pontoppidan: Den gamle Adam
Med stor humor og ironi lader Pontoppidan den noget naive og romantiske jegfortæller i romanen indse, at fantasierne har spillet ham et puds, og hans romantiske forestillinger om livet og de kvinder, han møder på et fynsk badehotel, viser sig som rene illusioner. På badehotellet, hvor jegfortælleren for en stund har forladt de dagligdags borgerlige rammer, bryder de urgamle basale driftsinstinkter igennem på bekostning af moral og fornuft.
Henrik Pontoppidan: Nattevagt
Nattevagt er en ægteskabshistorie om to personer med vidt forskellige baggrunde og holdninger, om proletaren, kunstneren og anarkisten Jørgen Hallager og om den pæne pige fra det bedre borgerskab, Ursula, der begge søger at udvikle og frigøre den anden fra tidligere bindinger, men misforstår og taler forbi hinanden med tragisk udfald.
Charlotte Brontë: Jane Eyre
Læserne blev betaget af Jane Eyres svære barndom som en forældreløs Askepot, hendes tid på kostskole, den romantiske kærlighedsaffære med Rochester og de gotiske elementer med hemmelighedsfulde og dramatiske begivenheder. Nyskabende var billedet af en kvinde, hvor intellektet blev fremhævet frem for den ydre skønhed, og hvor kvinden kæmpede for frihed og lighed socialt og kønnene imellem.
Homer og Langley
I forældrenes fornemme, efterhånden noget forsømte herskabsvilla lever den tolerante, følsomme Homer og den excentriske opfinder og samler Langley deres eget isolerede liv på kanten af samfundet. Selvom brødrene stort set ikke forlader huset, ser Doctorow selv romanen som en slags "road novel", idet den amerikanske udvikling fra 30-ernes forbudstid med gangstermiljø op til tressernes hippiemiljø passerer gennem deres hus og liv.
Elizabeth Strout: Olive Kitteridge
Olive Kitteridge er hovedpersonen i romanen af samme navn, der giver et billede af livet og dets forviklinger i den lille by Crosby, Maine, men det kunne være hvor som helst i verden. Olive er en pensioneret lærerinde, der står respekt om, og som mange frygter. Modsat sin mand Henry, apotekeren, der kommer godt ud af det med alle mennesker, har Olive en skarp tunge og kan være knortet som et gammelt oliventræ.
Henrik Pontoppidan: Isbjørnen
Pontoppidan er oprørt over de sociale forhold hos almuen. I Isbjørnen fra 1887 udtrykker han sin harme med en grum, men samtidig morsom, lystspilagtig satire. Satiren går på det borgerlige samfund, der hytter sig selv og udstøder den egenartede præst, Isbjørnen, der nærer en ægte omsorg for de svage. Men den rammer også den almue, der i almindelig underkuethed og uvidenhed retter ind efter autoriteterne, hvilket får Isbjørnen til at forlade sognet med ordene: "I har de Tyranner, som I fortjener."
Henrik Pontoppidan: Ung Elskov
Ung Elskov kom i en 1. udgave i 1885, men nærværende udgave er 2. udgaven fra 1906, som var totalt omarbejdet med En Kjærlighedshistorie fra 1883 indarbejdet. Romanen omfatter flere medrivende skæbnefortællinger, hvor blandt andet den romantiske kærlighed modstilles det hverdagsagtige fornuftsægteskab. Pontoppidan anlagde sjældent noget entydigt standpunkt, men endevendte emnerne i flere forløb set fra forskellige synsvinkler.
Jón Kalman Stefánsson: Himmerige og helvede
Himmerige og helvede er en barsk, gribende og poetisk beretning om himmel og helvede på Islands vestkyst for hundrede år siden, hvor grænsen mellem liv og død er knivskarp når man er fisker og tager ud på havet i en åben båd med seks årer. En poetisk skæbnefortælling om livets store spørgsmål.
Fjodor M. Dostojevskij: To fantastiske fortællinger
Den sagtmodige (Krotkaja) er en forvildet mands enetale natten efter hans unge kones selvmord.Den er blevet kaldt en af de mest gribende fortællinger om menneskelig fortvivlelse, som nogen sinde er skrevet.
Et latterligt menneskes drøm fortæller om en nihilist, der har besluttet at begå selvmord, fordi alt er ham ligegyldigt, men med pistolen i hånden falder han i søvn og finder i en drøm en mening i menneskets ansvar for at hjælpe og elske sit medmenneske.
Cormac McCarthy: Vejen
I en uhyggelig troværdig vision af vores mulige fremtid kæmper en far og hans søn for at overleve i et USA, som ligger totalt øde hen efter "den store katastrofe". Der er intet tilbage af civilisationen, og de to vandrer planløst af sted, kun holdt oppe af omsorgen og hengivenheden for hinanden.
Vladimir Nabokov: Lolita
Lolita, der både er en af de mest berømte og mest kontroversielle romaner i det 20. årh., fortæller om den midaldrende intellektuelle europæer Humbert Humberts fatale erotiske besættelse af den 12 årige forførende amerikanske nymfe Dolores. Det er historien om en tragisk og grufuld kærlighed fortalt med et både hjerteskærende og ætsende vid. Et studie i erotisk besættelse.
Aksel Sandemose: Tjærehandleren
Tjærehandleren handler som flere af Sandemoses romaner om en person, der er vokset op under dårlige kår og bliver en outsider, der efterfølgende hævner sig på samfundet og barndommens formyndere. Det er en psykologisk spændingsroman om en svindler, der stjæler fra enlige damer efter at have vundet deres fortrolighed ved at spille på deres drømme. Den er stram i kompositionen og spændende som en krimi med stænk af en barsk humor.
R.L. Stevenson: Dr. Jekyll og Mr. Hyde
Stevenson skrev Dr. Jekyll og Mr. Hyde på ganske kort tid efter et natligt mareridt, som inspirerede ham til handlingen. Den blev omgående en succes i samtiden og hører nu til verdenslitteraturens kendteste værker, og dens litterære anseelse er steget gennem årene. Den har inspireret senere forfattere som Brecht, Borges og Nabokov. Den har været filmatiseret utallige gange og har også været opsat som en meget populær musical.
» Læs mere og hør lydprøve
Albert Camus: Faldet
En mondæn Parisisk advokat gribes af lede over sin feterede position og egen selvtilfredshed. Han forlader alt og slår sig ned i en knejpe i Amsterdam, hvor han meget veltalende bekender og analyserer sine gerninger for enhver, der vil høre på ham.
Alexandre Dumas: Greven af Monte Cristo
Dumas udgav Greven af Monte Cristo som føljetonroman (1830-ernes og 40-ernes store dille) fra august 1844 til januar 1846. Den må i dag betragtes som en af de største klassikere, genoptrykt i utallige udgaver og filmatiseret gentagne gange og stadig uhyre populær.
Indtalingen er baseret på Einer Hansens fine nyoversættelse i et letforståeligt moderne dansk, der bevarer romanens struktur, uden at beskære den for personer eller scener, i en strammere, mere økonomisk fortælleform.
William Heinesen: Det gode håb
Det gode håb er en dagbogsroman henlagt til 1600-tallets færøerne, hvor humanisten i form af præsten Peter Børresen tager kampen op mod det undertrykkende tyranniske Gabelske styre. Trods svagheder for de våde varer og fristet af det modsatte køn, anfægtelser om sin tro og styrke sejrer humanisten til sidst over det fascistiske styre.
Fjodor M. Dostojevskij: Kældermennesket
"Jeg er et sygt menneske … Jeg er et ondskabsfuldt menneske. Et utiltalende menneske." Således indleder Kældermennesket sine Optegnelser fra undergrunden. I forbitrelse over den herskende naive tro på fornuften, fremskridtet og individualismen har Kældermennesket isoleret sig. Den ubehagelige udkrængning af mindreværdskomplekser og egoisme foregriber de senere psykoanalytiske studier.
Ernest Hemingway: Der er ingen ende på Paris
Hemingway skrev Der er ingen ende på Paris i 1960 på basis af nogle genfundne notater fra hans ungdomsår i Paris i årene 1921-1926, hvor han som nygift korrespondent startede sin litterære karriere. Der tegnes et billede af hans liv som ung vordende forfatter, lykkelig med kone og barn, og han giver en række portrætter og anekdoter om nogle af de kollegaer han traf, f.eks. Gertrude Stein, Ezra Pound, James Joyce og Scott Fitzgerald.
Albert Camus: Den fremmede
I Den fremmede skildres en ung fransk kontorist, der udviser en total mangel på interesse for almindelige sociale konventioner og normer. Han lever tilfældigt, kun optaget af de umiddelbare sanseindtryk og behov. Under tilfældige omstændigheder skyder han en mand, som han egentlig ikke har noget udestående med. Det er eksistentielle temaer om det fremmedgjorte menneske og de absurde livsvilkår, der behandles i en dobbelttydig komposition
» Læs mere og hør lydprøve
William Heinesen: Moder Syvstjerne
William Heinesen var færing, men skrev på dansk. Forfatterskabet er omfattende med syv digtsamlinger, syv novellesamlinger og syv romaner, og flere af hans værker, herunder De fortabte spillemænd, regnes til den danske klassikerkanon.
Moder Syvstjerne med undertitlen: en fortælling fra tidernes morgen handler om hvorledes de gode, livsbekræftende kræfter kæmper mod de livsfornægtende lyseslukkere i barnets opvækst og udvikling.
Ernest Hemingway: Farvel til våbnene
Det var med udgivelsen af Farvel til våbnene i 1929, at Hemingway for alvor slog igennem og blev verdensberømt. Romanen bygger på Hemingways egne erfaringer som ambulancefører ved den italienske front under 1. verdenskrig, hvor han blev hårdt såret. Romanen beskriver krigens gru og meningsløshed, men nok så centralt er kærlighedshistorien mellem den frivillige amerikanske løjtnant Henry og den engelske sygeplejerske Cathrine, et forhold der ender tragisk.
Jane Austen: Lady Susan * The Watsons * Sanditon
Jane Austens Lady Susan i nyoversættelse samt hendes to ufuldendte romaner: The Watsons og Sanditon, som nu for første gang foreligger på dansk.
De tre tekster repræsenterer Jane Austen i tre forskellige perioder af hendes forfatterliv, hvor hun eksperimenterer med forskellige litterære stilarter fra melodrama til satire og udforsker flere sociale klasser og scenerier.
» Læs mere og hør lydprøve
John Steinbeck: Dagdriverbanden
I sin gennembrudsroman Dagdriverbanden beskriver Steinbeck med overdådig humor og stor indlevelse de såkaldte Paisanoers ubesiddende og ubekymrede driverliv. Disse californiske vagabonder er efterkommere af den gamle befolkning - spaniere, indianere og mexicanere. De er ikke plaget af materielle besiddelser, men lever fra dag til dag som sande livsnydere, konstant optaget af at skaffe den næste gallon vin eller gøre erobringer blandt de damer, der falder på deres vej.
Willian Heinesen: De fortabte spillemænd
William Heinesen var færing, men skrev på dansk. Forfatterskabet er omfattende med syv digtsamlinger, syv novellesamlinger og syv romaner, og flere af hans værker, herunder De fortabte spillemænd, regnes til den danske klassikerkanon.
"Man mindes aldrig at have bladet i mage til by-krønike. Mennesker myldrer os i møde, så levende, så sære og så skønne, som de kun lever i en digters erindring, .."
- Harald Engberg, Politiken
Ernest Hemingway: Solen går sin gang
Solen går sin gang, som var Hemingways første roman, beskriver en gruppe unge rodløse og desillusionerede amerikanske kunstneres hektiske, udsvævende liv i efterkrigstidens Paris og Spanien i 1920-erne. Krigen har berøvet dem troen på en højere mening. Kun en intens leven i nuet kan for en stund fortrænge meningsløsheden og den manglende tro på fremtiden.
William Golding: Fluernes herre
Efter en flyulykke strander en flok engelske skoledrenge på en øde koralø. Her forsøger de at skabe et civiliseret demokratisk samfund, hvilket dog mislykkes, da primitive drifter og magtkampe bryder gennem den civiliserede fernis og barbariet tager over og afslører menneskets iboende ondskab.
Jørgen-Frantz Jacobsen: Barbara
"I skildringens centrum står den unge, skønne og farlige præsteenke Barbara,
som allerede har to ægteskaber bag sig, og som øjeblikkelig besnærer den nye
danske præst, der kommer til øen. Hun kan ikke gøre for, at hun udstråler en
erotisk ild, der besætter mændene, og hun er lige så uskyldig, når hun selv
tændes i brand og svigter sin nye mand, fordi en ny forelskelse griber hende
med uimodståelig magt."
- Otto Gelsted
Ernest Hemingway: Hvem ringer klokkerne for
Hvem ringer klokkerne for hører til Hemingways mest berømte og læste romaner. Den foregår over 3-4 døgn under den spanske borgerkrig, hvor en amerikansk spængningsekspert i samarbejde med en lokal partisangruppe har til opgave at sprænge en bro i luften. Sideløbende med den realistiske og nøgterne skildring af krigens gru og meningsløshed er indflettet en intens, følelsesfuld kærlighedshistorie.
Victor E. Frankl: Psykologi og eksistens
Victor E. Frankl udviklede sin nye psykologiske teori: Logoterapien
på baggrund af tre års erfaring som koncentrationslejrfange.
Det var viljen til at få sine teorier udbredt, der gav ham den mening med
livet, der ifølge ham selv gjorde, at han overlevede under de umenneskelige
vilkår.
Logoterapien, som i dag udøves på talrige klinikker verden over, beskrives
klart og enkelt i bogens 2. halvdel, mens 1. del beskriver Frankls oplevelser
som koncentrationslejrfange, en rystende beskrivelse ikke mindst på grund af
den
nøgterne og analyserende form i fremstillingen.
John Steinbeck: Vredens druer
Vredens druer er en moderne folkevandringssaga fra 30'erne om Oklahomas forgældede bønder, der drives fra deres jord og af reklamen lokkes til Californien, hvor de udnyttes skamløst og ender arbejdsløse og hjemløse på landevejen. Romanens storhed skyldes Steinbecks ægte indignation og medleven i de fattige bønders skæbne og hans tro på menneskets værdighed og vilje til overlevelse ved fælles hjælp selv under de vanskeligste vilkår.
Siegfried Lenz: Et minuts stilhed
Siegfried Lenz har som 82-årig udgivet
en kærlighedsroman om den gensidige kærlighed mellem en ældre elev og hans
unge engelsklærerinde. Det forbudte forhold udspiller sig en varm sommer i
en mindre tysk fiskerby ved Østersøkysten og beskrives med distance og humor,
men med en lavmælt inderlighed, der griber læseren.
""Et minuts stilhed", en tidløs kostbarhed, der rammer nutiden."
- Ulrich Greiner, Die Zeit
Ernest Hemingway: At have og ikke have
At have og ikke have handler om fiskeren Harry Morgan, der kæmper for at holde sig ovenpå og ernære familien under 30-ernes depression, hvilket tvinger ham ud i livsfarligt smugleri. Harrys hårde kamp for eksistensen og familien modstilles de rige yachtejeres liv i luksus optaget af overfladiske bekymringer og neurotiske udskejelser
Fjodor M. Dostojevskij: Spilleren
Spilleren er vel den roman i verden, der mest indgående har analyseret spillelidenskaben
som last. Men bogen indeholder meget andet. Som altid i Dostojevskijs romaner
er der rammende og dybdeborende psykologiske personskildringer af forskellige
typer, og en tragisk kærlighedshistorie er også indlagt.
Dostojevskij (1821-1881) regnes i dag for en verdens største forfattere gennem
tiderne. Har ud over Spilleren bl.a. skrevet de verdenskendte romaner: Brødrene
Karamazow, Idioten og Forbrydelse og straf.
Friedrich Dürrenmatt: Ophold på vejen
Om et ordinært menneske, sælger af profession, der ved en tilfældighed
bliver deltager i nogle pensionerede juristers dæmoniske selskabsleg med
retssag og domstol.
Om retsprincipper, skyld og ansvar. Fortællingen kan karakteriseres både
som lystspil, tragedie og kriminalroman. Overdådigt morsom, men spændende
som en krimi og med en tankevækkende og dæmonisk pointe.
Ernest Hemingway: Den gamle mand og havet
Hemingways mest berømte og roste klassiker, som han først modtog
Pulitzerprisen for og året efter Nobelprisen.
Om en gammel fiskers heroiske kamp med at fange en kæmpe sværdfisk og siden forsvare sin fangst mod de griske hajer. En saga om fiskeren og havet, en mytisk beretning om menneskets vilkår. Om mennesket , "der kan tilintetgøres, men ikke besejres.". Fortællingen fremstilles i en enkel og rolig stil uden et overflødigt ord
Siegfried Lenz: Fyrskibet
I en spændingsmættet og intens handling om tre psykopatiske forbryderes forsøg på at overtage et fyrskib behandles almenmenneskelige temaer som moral, ansvarlighed og orden kontra magt, om eneren, der står ved sin overbevisning kontra flertallet og magten.
Stefan Zweig: Skaknovelle
Romanen omhandler mødet mellem verdensmeteren i skak og amatøren Dr. B. En intens og opslugende beretning om duellerne og ikke mindst om de to duellanters baggrund og vidt forskellige indgang til spillet.
Fred Uhlman: Gitterporten
En smuk og indfølende beskrivelse af et drengevenskab, der splittes af den omsiggribende nazisme, hvis uhyrligheder og infiltration af det tyske samfund fremstår grelt på baggrund af bogens afdæmpede, lyriske tone.
Herbjørg Wassmo: Vejen at gå
Romanen er en autentisk beretning om en lille norsk families dramatiske flugt over de norske fjelde i isnende kulde til det neutrale Sverige, og deres efterfølgende kamp med at overvinde de skader de pådrog sig under flugten.
Lyrik
Lars Overby: Tabulator - Stand-up digte
Tabulator er stand-up digte oplæst af forfatteren selv og i en række
tilfælde tilsat egen komponeret musik.
Temaerne i digtene varierer fra barndomserindringer, værtshusbesøg, flygtige
forhold til kvinder, skiftende kvinders mærkværdige krav og psyke, livet som
weekendfar og den ubønhørlige aldringsproces.
Lars Overby er født i 1960, opvokset i Nordsjælland, men har siden 80-erne
boet i København, hvor han har haft et utal af skiftende jobs. Han var med i
den første bølge af stand-up komikere, der udlærtes og optrådte på DINs.